Velkommen “Det sydlige Baltikums fire hjørner”

Regionen “Det sydlige Baltikums fire hjørner” ligger midt i den sydlige del af Østersøen. Den danske ø Bornholm, det sydøstlige Skåne i Sverige, byen Świnoujście i Polen og den tyske ø Rügen er forbundet af Østersøen. De bindes sammen af en fælles kultur- og historiearv. Regionerne har samarbejdet siden 1995 med det formål at tiltrække flere besøgende.

Mange sejlere kender allerede til de talrige sejlområder og smukke landskaber i “de fire hjørner”. De er betaget af de maritime udfordringer og de mange muligheder for afslappende sejlture. De elsker de oprindelige fiskerhavne og nyder de moderne lystbådehavne. De oplever et højt serviceniveau og mange kulturelle tilbud og historiske udflugtsmål, når de går i land.

Denne sejlerguide dækker hele området på tværs af landegrænserne – den viser, hvordan man kan udnytte de korte afstande mellem regionerne, og viser vejen til en personlig og enestående ferieoplevelse. Her finder man praktiske oplysninger om besejlingsforholdene ved de enkelte havne samt service og forsyningsmuligheder. Man kan bruge den til på forhånd at planlægge ture, udflugter og aktiviteter.

Regionens havnefogeder kender og har tillid til hinanden. De har et årelangt samarbejde bag sig og besøger jævnligt hinanden for at udveksle erfaringer. I denne sejlerguide deler de ud af deres erfaringer!