Området og havnene

Området og havnene
På opdagelse til søs – farvandene i “de fire hjørner”

four-corners-ostsee

“De fire hjørner”i den sydlige del af Østersøen byder den besøgende på alle de seværdigheder, der gør Nordeuropa tiltrækkende for turister. Bølgende marker bag ved stranden, imponerende kridtklinter og turkisblåt hav, idylliske fiskerhavne og inspirerende badesteder venter på gæsterne. Dertil kommer historiske herregårde og slotte, hvor man kan få både kulinariske og kulturelle oplevelser. Det sydøstlige Skåne, Bornholm, Rügen og Świnoujście er alle yderregioner i deres respektive lande og ligger alle ud til den sydlige del af Østersøen – den er bindeleddet mellem dem. Med en afslappet charme og gæstfri atmosfære byder “de fire hjørner” deres europæiske venner velkommen uden besværlig grænsekontrol.
Der venter sejlerne oplevelser både i form af krævende ture og afslappende udflugter langs kyster med et særdeles afvekslende landskab. For at komme til det sydøstlige Skåne sejler man over åbent hav. Små fiskerhavne ligger spredt langs kysten med de langstrakte sandstrande. I Ystad kan man gå i Henning Mankells berømte kriminalromaners fodspor. Bornholm har ofte solskin og kaldes for “Nordens Capri” og er et ideelt mål for sejlere, da øen faktisk ligger lige midt i Østersøen. Et stort antal smukke havne konkurrerer om at tiltrække lystsejlerne. Øen Rügen ligner et helt øhav med de talrige halvøer rundt om et ømidte. Kystlinjens karakteristiske struktur med dens “Bodden” (et typisk lagune-agtigt landskab langs østersøkysten) gør området til et særdeles afvekslende sejler-paradis. Det tidligere verdenskendte “kurbadested” Świnoujście ved Szczecin Haff (bugten) er under genopbygning og er ved at genvinde sin tidligere glans. Mulighederne for at tage på udflugt til Usedom eller Peenemunde gør denne tur yderligere attraktiv. Floden Świna, en af Oder-flodens udmundinger, forbinder den 900 km² store Szczecin-bugt med Østersøen.
Enhver sejltur til “de fire hjørner” kræver grundig forberedelse. Sejlbåden skal være egnet til havsejlads og have en erfaren besætning. I hvert enkelt område findes der særlige udfordringer både med hensyn til båden og dens udstyr. Man skal især være opmærksom på fiskernes ruser og garn ved Rügen og i Szeczin–bugten. Husk desuden altid at tage hensyn til naturbeskyttelsesområder, hvis formål jo netop er at bevare den smukke natur og mangfoldigheden i fauna og flora også i fremtiden. Både, der sejler i farvandet i “de fire hjørner”, må desuden være forberedt på høje bølger på turen til de beskyttede kystnære farvande. Kommunale og private havne kan besejles såvel som de gæstfrie marinaer. Der findes et stort antal afsides liggende ankerpladser. Synlige landmærker gør det nemmere at navigere, og som regel findes der service- og forsyningsmuligheder overalt.